Big-O

Anmeldelse: The Good Shepherd

af David Bjerre

"I remember a Senator once asked me: when we talk about CIA why we never use the word "the" in front of it, and I asked him, 'Do you put "the" in front of God?'"

Robert DeNiros anden film som instruktør fortæller historien om en helt almindelige mand, Edward Wilson (Matt Damon), der nærmest ved et tilfælde bliver spion og ender med at være en af de bærende kræfter i opbygningen af CIA.

Året er 1939. Anden Verdenskrig er ved at bryde ud, og amerikanerne ved, at de før eller siden kommer til at spille en rolle i krigen, så da Edward Wilson bliver bedt om at tjene sit land tøver han ikke. Han tager til England og arbejder med den britiske efterretningstjeneste. Mere end 20 år senere kommer CIA i problemer, da Bay of Pigs fiaskoen afslører alvorlige brister i organisationen sikkerhed. Edward må finde forræderen i egne rækker, men da en russisk overvågningsfilm dukker op, der måske har svaret, bliver han pludselig personligt involveret...

Disse to begivenheder danner rammen om Edward Wilsons professionelle liv og historien i "The Good Shepherd". Fra den spæde start, som medlem af den prestigefyldte "Skull And Bones" klub, til han ender som en af de ledende kræfter i CIA, er Edwards liv uløseligt forbundet med denne organisation.

Der er klart potentiale i en sådan historien, for skabelsen af CIA er spændende stof, men det er den fiktive karakter Edward bare ikke. Og deri ligger filmens problem. Edwards ansigt afslører på intet tidspunkt hvad han tænker, han viser ingen glæde og sorg, siger sjældent noget og han tager aldrig initiativet til noget. Lidt problematisk eftersom han er den bærende kraft i en 160 minutter lang film! Det hjælper heller ikke at Matt Damon spiller rollen, som var han en sten. Han stirrer tomt ud i luften det meste af tiden og fortrækker ikke en mine, næsten lige meget hvad der sker. Og så ser han ikke ud til at blive en dag ældre i løbet af de 25 år filmen strækker sig over.

Figuren Edward Wilson er i øvrigt inspireret af en virkelig person, James Jesus Angelton, en af de mænd der var med til at bygge CIA op, uden dog at være decideret bygget på hans liv.

DeNiro har dog flere problemer end sin hovedrolleindehaver. I sit forsøg på at præsentere spionernes verden så realistisk som muligt - et ædelt mål - ender "The Good Shepherd" med at blive kold og distancerende. Den ene hemmelige operation afløser den anden. Anonyme mænd i jakkesæt taler hviskende sammen i halvmørke rum, og efter 1 timer er det svært at blive engageret, når endnu en krise bliver reduceret til et par kryptiske udvekslinger mellem navnløse spioner. Musikken ligger hele tiden i baggrunden og minder os om, at der er farer på fære, men faren bliver aldrig nærværende.

Robert DeNiro har dog ikke fejlet fuldstændigt, for selvom filmen har sine problemer er den i det mindste fuldstændig stilsikker i sit udtryk. Filmen taber ikke vejret hen imod slutningen, eller snubler over sine egne fødder i et forsøg på at imponere. Man kan være enig eller uenig i DeNiros fremgangsmåde, men det virker, som om han ved hvad han vil, og det virker også som om han når sit mål. Den imponerende rolleliste vidner også om, at DeNiro ikke har været den eneste der havde tiltro til projektet. Men selv de bedste intentioner er ikke så meget værd, hvis man falder i søvn halvvejs igennem filmen og er ligeglad med om hovedpersonen lever eller dør.

Nomineringer

• Bedste Scenografi