Big-O

Anmeldelse: Milk

af David Bjerre

Harvey Milk var den første erklærede bøsse, der blev valgt til et offentlig embede i Californien. Han var med til at kæmpe for homoseksuelles rettigheder og førte an i en politisk bevægelse, der endte med at få stor indflydelse. Han blev dræbt d. 27. November 1978, skudt fem gange af en tidligere kollega.

I over 15 år har Gus Van Sant forsøgt at filmatisere historien om Harvey Milk. Det har åbenbart været en hård kamp, for Van Sant har - trods emnet - måtte lave en meget traditionel mainstream film for at få projektet gennemført. Han har valgt at fokusere hovedsageligt på Harveys politiske liv, fra 1971, hvor han møder manden i sit liv, Scott Smith, til to dage efter hans død, hvor et kæmpe fakkeltog går igennem San Franciscos gader, for at ære hans minde. Selvom vi får glimt af Harveys privatliv, så er filmen mere interesseret i den politiske bevægelse han står i spidsen for, så Milk ender med at bliver en film om homo-bevægelsen, mere end en film om manden Harvey Milk. Måske ER Harvey Milk synonym med denne bevægelse, men det føles nu alligevel aldrig rigtigt, som om vi lærer manden at kende. Milk har en tendens til at bliver lidt overfladisk. Det ene valg efter det andet, den ene afstemning om bøsserettigheder efter den anden, de er sikkert alle sammen meget vigtige, men det hele flyder ærligt talt en anelse sammen.

Der er et par ting man lige skal overkomme for at se Milk. Det er en historie om bøsser, så hvis man går helt i selvsving efter at se et par bøssekys, bare mandenumser eller løse håndled, så er dette IKKE filmen man skal se. Derudover, hvis man ikke kan holde ud at se på '70ernes gyselige tøjstil og hårvækst bør man ligeledes holde sig væk, for det look har Van Sant fanget perfekt.

Milk er ikke en tam eller dårlig film, den er bare ikke helt så god, som den burde være. Den er ikke så god, som Harvey Milk fortjener. Og den er slet ikke god nok til at komme på tale i Oscar sammenhænge.