Big-O

Anmeldelse: Revolutionary Road

af Thomas Thinggaard

11 år efter den storsælgende Titanic, spiller Kate Winslet og Leonardo DiCaprio igen sammen. Denne gang er det i Revolutionary Road, som er instrueret af Kate Winslets mand, Sam Mendes. At netop DiCaprio og Winslet spiller hovedrollerne, er helt sikkert nok til at sælge mange billetter. De er enormt populære hver for sig, og publikum elsker dem for deres sammenspil i Titanic. Sjovt er det, at Revolutionary Road faktisk godt kunne være en efterfølger til Titanic, som viser hvordan deres liv ville have været, hvis DiCaprio havde overlevet i stedet for at fryse fast til en planke. Revolutionary Road er historien om et ægtepar, der udadtil synes at være det perfekte par, med 2 børn, stort hus og et godt job med karrieremuligheder. Bag hjemmets fire vægge, er alt dog ikke altid lige rosenrødt, hvor utroskab og skænderier også er en stor del af hverdagen.

Parret planlægger at hive familien op med rod, og flytte til Paris, hvilket bliver set meget ned på af venner og kollegaer. Dette rører dem dog ikke det mindste i starten, og de glæder sig meget til at komme væk. Dette er dog kun indtil Frank (DiCaprio) bliver tilbudt et bedre job, med mere i lønningsposen, og er i tvivl om hvad han skal vælge. Deres ægteskab kommer derfor til at stå dets hidtil hårdeste prøve. De må også finde sig i at få nogle sandheder at vide af den autistiske John (Michael Shannon), som ser lige igennem dem. Dette fungerer fantastisk, og det er hysterisk morsomt når han plaprer løs med sin ærlige snak.

Kate Winslet og Leonardo DiCaprio spiller fantastisk i denne film, men det ændrer ikke på, at DiCaprios udseende ikke egner sig til denne rolle. Winslet ligner en på 35, mens DiCaprio ligner en på 25. Dette er med til at ødelægge det autentiske indtryk lidt, for det er tydeligt at de skal forestille at være jævnaldrende. Der bliver også lagt vægt på, at det er parrets problemer der skal fokuseres på, og ikke familien som helhed. Derfor er børnene ALTID væk når de skændes. Dette irriterer mig lidt, og er også med til at fjerne realismen i dette familiebillede, når de bare kan trylle børnene væk som det passer dem, når der kommer spontane skænderier.

Udover diverse skønhedsfejl, så har Sam Mendes gjort et glimrende stykke arbejde med Revolutionary Road. Han har givet Winslet og DiCaprio rigeligt med plads til at udfolde sig, og ikke ødelagt scenerne med eksperimenterende teknikker og kameravinkler, som tit ødelægger denne slags film. Revolutionary Road minder en hel del om Little Children, som også beskæftiger sig med det facade-opbyggede liv. Den har bare ikke den sorte humor som Little Children, men indeholder flere af de små geniale ting som man tager til sig, ligesom vi så i Mendes’ første film, American Beauty. Den når slet ikke op i samme klasse som Little Children og American Beauty, men det er et udmærket drama, som er absolut seværdigt.