Big-O

Anmeldelse: Tropic Thunder

af Jesper Nicolaj Christiansen

Tropic Thunder er en film hvor Hollywood griner lidt af sig selv. Og det er, næsten, altid underholdende. Problemet med Tropic Thunder er, at plottet er papirstyndt og så simpelt at en retarderet molbo ville kunne følge med. En flok primadonna skuespillere er i gang med den dyreste krigsfilm ever, der efter to dages optagelser allerede er tre måned bagud i indspilningen. Instruktøren får, i den grad, lort af filmens producer, og instruktøren bestemmer sig for at udsætte sine spillere for et mere "live" miljø. Han dumper dem langt fra mobiltelefoner og assistenter, og planlægger at filme dem guerilla style. Desværre træder han på en gammel fransk mine og dør, så spillerne er Palle alene. Vores hovedrolle, Tugg Speedman, spillet fint, måske en anelse på auto-pilot af Ben Stiller, er overbevist om, at de stadigvæk er på film optagelse, mens resten af flokken godt kan lugte at noget er helt galt. Det involvere en heroinfabrik i junglen, og går stærkt ned af bakke derfra.

Som sagt er manus højtlæsning for dværge, men det som bærer filmen er karaktererne. Først og fremmest Kirk "I don't read the script. The script reads me" Lazarus, den australske 5 dobbelt Oscarvinder, som går så meget op i sine roller, at han til denne film, hvor han spiller sort, har fået pigmenteret sin hud. Kirk Lazarus alias Sgt. Osiris, spilles til absolut perfektion af Robert Downey Jr., det i den grad sparker fucking røv. Robert falder på intet tidspunkt i den fælde som en dårligere skuespiller ville være faldet i, nemlig at overspille. Han tager den til gengæld konstant til kanten, hvor han maser hver en dråbe af karakter der er i Kirk Lazarus ud på skærmen, til vores store glæde og nydelse. Kirk Lazarus vil være en af de få karakterer vi tager med os i graven.

En anden der spiller godt (og ligeledes i fuld make-up, og oven i købet grim make-up, hvilket akademiet plejer at elske) er Tom Cruise som grænsepsykopat produceren Les "From now on my fist is going to be so far up your shithole that every time you have a thought, it's gonna have to tiptoe past my wedding ring" Grossman. I min ydmyg mening var Tom bedre i Magnolia (som han også var nomineret for), men han er underholdende nok i Tropic Thunder, og beviser endnu engang at han ikke bare er et kønt ansigt.

Den sidste positive overraskelse var, for mig, Matthew McConaughey, en skuespiller som jeg ellers intet positivt kan sige om, men han gør det godt som Tugg Speedmans agent Rick "I got the TiVo" Peck. Specielt skinner han i en scene hvor Tugg Speedman ringer og fortæller, at han har dræbt det i verden han elsker allermest (en Panda). Rick tror det er en luder, og begynder helt roligt, at forklarer, step-by-step, hvordan Tugg slipper af med liget og fjerner alle beviser.

Nick Nolte flyver på sin underholdende auto pilot som Four Leaf "I only know the sound it makes when it kills" Tayback, og Jack Black som Jeff "If you untie me, I will literally suck your dick, right now. I'll cradle the balls, stroke the shaft, work the pipe, and swallow the gravy" Portnoy, har øjeblikke hvor han faktisk er underholdende, men det meste af tiden overspiller han og synes at være out-of-his-league. Resten er til at overse.

For mig lever filmen udelukkende på grund af Robert Downey Jr.'s helt fantastiske indsats som Kirk Lazarus, og i en mindre, men underholdende grad, Tom Cruise som Les Grossman. Robert Downey Jr. hæver som en Chuck Norris en-mands-hær denne film langt over gennemsnittet, og sørger for at det bliver til mere en prutter og bøvser.