Big-O

Anmeldelse: Vicky Cristina Barcelona

af David Bjerre

Vicky (Rebecca Hall, fra Starter for 10 og Frost/Nixon) og Cristina (Scarlett Johansson, fra den drøm jeg havde i nat) er to amerikanske turister, der tager til Barcelona for at prøve kræfter med diverse kunst og kultur oplevelser, for Europa er altså bare zuper in i øjeblikket, ved du nok. De støder lynhurtigt ind i den charmerende og indbildske Juan Antonio, der inviterer dem op til sit værelse til et glas vin og en aften med hed elskov. Vicky bliver frastødt, Cristina har nærmest allerede smidt bukserne, og for at gøre en lang historie kort: Vicky går alligevel og drømmer om Juan Antonio, der er en del mere spændende end hendes forlovede, mens Cristina hopper i kanen med ham og ender med at flytte ind i hans studie - sådan et har han nemlig, for han er naturligvis kunstner. For det ikke skal være løgn dukker Juans sindsforvirrede ekskæreste Maria Elena også op og blander sig. Snart befinder Cristina sig en besynderlig velfungerende trekant, mens Vicky står på sidelinien og drømmer om det vilde liv.

Vicky Cristina Barcelona føles ikke som en Woody Allen film. Det mest spøjse i filmen er den fortællestemme, der guider os igennem historien. En ukendt mandsperson, der lyder som om han læser op fra en gratisavis, fortæller koldt og distanceret om karakterernes inderste følelser, uden de bliver gengældt af billedsiden. Jeg kan ikke gennemskue, hvad ideen er med det, men okay, respekt til Allen for (i en alder af 73) stadig at prøve nye ting.

Filmen er holdt i varme, gyldne toner. Barcelona ser fantastisk ud og kameraet elsker de to piger. Alligevel holder Allen sig på behørig afstand af sine karakterer (hjulpet af den distancerende voice-over). Det er lidt synd, for Vicky Cristina Barcelona ville være bedre tjent med en mere intim visuel stil. Alt den kunstner-passion, der snakkes om, bliver ikke rigtig understøttet af kameraet.

Et langt stykke hen af vejen er Vicky Cristina Barcelona en behagelig og let film, der på ingen måde er krævende. Den vover sig ud i nogle frække emner, som lesbisk sex og trekanten, for derefter at trivialisere dem, ved at lade dem foregår off-camera, eller feje dem af banen med en henkastet bemærkning. Sidste, men ikke mindst, har filmen et besynderligt budskab (der ikke skal afsløres her) og en flad ligegyldig slutning af den slags, der sætter hele showet i et dårligt lys. Meget mystisk.

Jeg er ikke sur på Woody Allen over at have lavet denne film. Bare et stort spørgsmålstegn.