Big-O

Anmeldelse: The Visitor

af David Bjerre

Walter lever et stille, ensomt liv. Han mistede sin kone for noget tid siden, og nu består hans liv af at undervise i økonomi, skrive sin fjerde bog og lære at spille klaver. Men efter 20 år i samme studie har han mistet alt passion for materialet, der bliver egentlig ikke rigtig skrevet noget på de blanke sider han sidder foran hver aften, og Walter ejer ikke skyggen af talent, når det gælder klaveret. Hans liv er koldt og uden begejstring.

En dag bliver han bedt om at tage til New York for at præsentere en afhandling (som han ikke har skrevet). Han ankommer til den lejlighed han har i Manhattan, som han ikke har besøgt i adskillige måneder, men opdager til sin store overraskelsen, at et fremmed par er flyttet ind, i den tro, at de helt legitimt har lejet stedet.

Parret, Tarek og Zainab, viser sig at være illegale indvandrere. Da det går op for Walter, at de ikke har noget andet sted at være, lader han dem bo i lejligheden. Det er lidt akavet til at starte med, indtil manden Tarek bemærker Walters interesse for hans tromme - et klassisk afrikansk instrument, kaldet en Djembe - og opfordrer ham til at prøve at spille. Gemmen dette instrument, og det venskab der udvikler sig med Tarek, begynder Walter langsomt, ganske langsomt, at vågne op og få smag for livet igen.

The Visitor fanger på fornemmeste måde Walters ensomme liv, men selvom hans liv er kedeligt, så er filmen det ikke. Det er en simpel historie, der bliver fortalt uden de store badutspring, men er man vågen og åben får man til gengæld også mulighed for at nyde, hvordan filmen elegant bygger sin stemning op. Forfatteren/instruktøren Tom McCarthy har en fantastisk evne til at fange de små eksistenser. Han gjorde det samme i den fremragende The Station Agent, som han scorede en Writers Guild nominering for.

Richard Jenkins er hjørnestenen i denne film. Det er en præstation man nemt kunne fristes til at afskrive, ligesom filmen, fordi den kræver, at man er opmærksom og lægger mærke til de små detaljer. Hans scener sammen med Haaz Sleiman, der spiller Tarek, er simpelthen magiske. Synet af denne stive mand, der lyser helt op, når han får en tromme i hænderne, er til at blive helt varm i hjertet af.