Big-O

Anmeldelse: Wall-E

af David Bjerre

For 700 år siden opgav menneskeheden at leve på jorden. Planeten var blevet så forurenet og overfyldt med skrald, at den ikke længere kunne understøtte liv. Menneskeheden forlod jorden for at bo på et stort luksusrumskib et sted længere ude i solsystemet, og efterlod en række robotter, der var programmeret til at rydde op. 700 år senere er jorden glemt, og blot en enkelt robot fungerer stadig.

WALL-E rydder op hele dagen og om natten søger han ly i en gammel lastbil, hvor han ser gamle musicals og sorterer de spændende små genstande han har fundet i løbet af dagen. Men en dag lander en flot ny robot, EVE, i WALL-Es baghave. Han bliver øjeblikkeligt dybt forelsket i "hende" og sætter alt ind på at vinde EVEs hjerte. Men er der håb for drømmere, som WALL-E i denne kolde beskidte verden?

Pixars 9. computeranimerede spillefilm er uden konkurrence deres bedste. En fabelagtig, rørende og poetisk fim, der ikke rigtig vil give slip, og jeg må tilstå, at det er den først jeg sådan rigtig gider se igen. Det er en på mange måder usædvanlig film.

For det første præsenterer den os for en anderledes dyster verden, der ikke ligner nogle af de farveladefarvede universer Pixar normalt bevæger sig i. Det er en gold, ødelagt verden, uden nogle åbenlyse Fastfood merchandise muligheder. Denne verden er bragt til live med en helt utrolig flot og detaljeret animation. Efter signende har den talentfulde fotograf Roger Deakins hjulpet til med at skabe filmens look, der er mere betagende og realistisk end de fleste live action film.

Og som om det ikke var nok, så udspiller de første 20 minutter sig uden dialog og der går endnu 20 minutter før vi hører andet en robot-snak! Uhørt i en kommerciel tegnefilm! Det betyder også, at filmen bevæger sig ud i en stil, hvor elegant visuelt humor står på tapetet, og hvor vi slipper for larmende celebrity stemmer og fladpandede top 10 popsange. De første 20 minutter af WALL-E er det bedste Pixar nogensinde har produceret. Intet mindre. En sekvens, der viser præcist, hvor meget man egentlig kan gøre med animation, hvis man bare tør.