Big-O

Anmeldelse: The Wrestler

af David Bjerre

I '80erne var Randy "The Ram" Robinson det helt store wrestling idol. 20 år senere er han en ensom mand, der bor i en trailer og kun har sin elskede wrestling sport at leve for. Han har en datter, der ikke vil se ham, han bruger alle sine penge på en lokal strip bar og hans krop er så småt ved at give op overfor de mange års hårde behandling. Hvad skal en mand gøre, når han ikke længere må beskæftige sig med det eneste han nogensinde har kunnet finde ud af? Skal han bare give op, eller samle alle sine kræfter i et sidste forsøg på at blive husket? Og hvad nu, hvis det allerede er for sent?

Det er naturligvis ikke tilfældigt, at det er Mickey Rourke, der blev hyret til at spille hovedrollen i The Wrestler. Han var en af de mest talentfulde skuespillere fra '80erne, men pissede sin karriere væk på sprut, stoffer, dårlige opførsel og dårlige beslutninger. Han ER Randy "The Ram". Her kombinerer han sin egen og sin karakters fejlslagne karriere i sit livs mest hudløst ærlige og nøgne præstation.

Udover Rourke er The Wrestlers mest behagelige overraskelse wrestling elementet. Instruktøren Darren Aronofsky er meget påpasselig med ikke at dømme eller udstille wrestling folket i sin præsentation af miljøet; han går meget nænsomt til værks. Tag for eksempel selve kampene. De fleste ved vel efterhånden, at den slags bare er et stort show, der er planlagt på forhånd, men her får vi lov til at se hvordan kampene bliver forberedt. Vi kommer helt tæt på wrestlerne midt i kampene - der er overraskende brutale - og vi ser dem banket til plukfisk, når hele showet er overstået. Aronofsky viser venskabet mellem wrestlerne og den respekt de nærer for hinanden. Det er et besynderligt syn når et kæmpe brød af en slagsbror forsigtig kommer hen til Randy, for at spørge ham om koreografien på den kommende kamp, og afslutter samtalen med et ærbødigt "Thank you, sir."

Med The Wrestler har Darren Aronofsky droppet hele sin præcise, kontrollerede filmstil. Han han skåret sin filmiske udtryk helt ned til det essentielle. Alt er filmet on location, og kameraet er håndholdt og forsøger ikke på noget tidspunkt at fange en smuk komposition. Overgangene fra den ene scene til den næste er bevidst urafinerede, med hårde klip i lyd og billede, der understreger den dokumentariske stil. Aronofsky dvæler heller ikke ved Rourkes mørbankede ansigt - faktisk viser han slet ikke skuespillerens ansigt til at starte med - men vælger i stedet at filme ham fra ryggen, framet midt i billedet, så vi får en fantastisk fornemmelse af det miljø Randy bevæger sig i.

The Wrestler er en uendelig simpel, men elegant lille film. Sammen har Darren Aronofsky og Mickey Rourke skabt et rørende portræt af en stor bamse, med et hjerte af guld. Hvem havde troet man skulle sidde og småtude under en film om wrestling?