Big-O

Instruktør
  • Scott Cooper
Skuespillere
  • Jeff Bridges
  • Maggie Gyllenhaal
  • Robert Duvall
  • Ryan Bingham
  • Colin Farrell
Distributør
  • Fox Searchlight

Anmeldelse: Crazy Heart

af David Bjerre

Bad Blake var engang et navn alle countrymusik elskere kendte, men de tider er for længst forbi. Nu lever han fra job til job. Han drikker som et svin, han ryger også for meget. Han tumler rundt på landevejene, fra den ene usle bar til den anden, og synger de sange, der vidner om, at der ligger et stort talent gemt bag alkohol tågerne. Han kan knapt stå på benene, men alligevel skal han nok få slæbt en kvinde hjem til sit usle hotelværelse hver aften. Men så dukker der en ny kvinde op i hans liv. En ung journalist, Jean (Maggie Gyllenhaal), der viser interesse for ham og de to indleder et forhold. Jean, og ikke mindst hendes lille søn, bringer lidt liv ind i Bads triste tilværelse, og han begynder at overveje fremtiden.

Jeg ved ikke om jeg holder til flere af denne her slags film. Jeg ved ikke om jeg kan klare flere "plaget-talent-misbruger-sig-selv-men-indser-at-der-er-noget-at-leve-for-alligevel"-historier. Crazy Heart er en sød, velment historie, der vil fortrylle de fleste. Også lydsiden - fuld af originale sange, skrevet direkte til filmen - vil ende med at overvinde mange skeptikere. Filmen har hjertet det rigtig sted, ingen tvivl om det, men dén simple historie den vil fortælle er blevet fortalt en milliard gange før, og der er simpelthen ikke noget nyt under solen her.

Jeff Bridges er og bliver en formidabel skuespiller. Han har fortjent en Oscar mange gange, og det skal nok ende med, at han får en for denne her film. Det er lidt synd, at Akademiet har snydt ham så mange gange, at de må ende med at give ham em pris for en så banal film. Bridges får god støtte af Maggie Gyllenhaal. Der har været meget snak i krogene, om at hun ikke rigtig kunne følge med ham, men det er jeg helt uenig i. Gyllenhaal leverer en sød og sårbar præstation, der giver filmen noget nærvær, som Bridges mumlende, stangstive karakter aldrig formår.

Biograferne er fyldt med film som Crazy Heart. Hvad det er, der gør denne her speciel og hæver den over alle de andre, kan jeg ikke svare på. Måske er det bare et spørgsmål om god timing.

Tilbage til 2009 oversigten
Tilbage til forsiden