Big-O

Anmeldelse: The Hurt Locker

af David Bjerre

Bravo Company, på tjeneste i Irak, har lidt over en måned tilbage af deres tour, da den specielle bombe-enhed mister sin frontmand. De to soldater Sanborn og Eldridge er noget skeptiske, da deres nye leder dukker op, og Staff Sergeant William James viser sig da også at være en smule skør. Det er måske ikke så underlig, når ens arbejdsplads er en halv meter fra en livsfarlig bombe, der kan blæse alt til småstykker ved den mindste forkerte bevægelse.

Instruktøren Kathryn Bigelow, har alle dage lavet drengerøvsfilm og The Hurt Locker er ingen undtagelse. Den er blevet beskrevet, som den første Irak film, der virker. Der er selvfølgelig ikke tale om en traditionel krigsfilm, for soldaterne er sjældent i åben krig. Det, der truer dem er noget helt andet og anderledes modbydeligt. Deres kamp foregår i snegletempo midt i en bagende sol omringet af irakere, og en hvilken som helst af tilskuerne kan være ham, der har fjernbetjeningen til bomben. Kathryn Bigelow fanger den stemning på absolut smukkeste vis. Vi er helt nede i støvet, helt tæt på soldaterne. Hun holder os på kanten af sædet med sit altid urolige kamera, der ofte føles, som om det bliver ført af endnu en soldat, vi bare ikke får at se.

Er der noget nyt under solen her? Nej, det er der egentlig ikke. Selvom vi nok aldrig har været så tæt på lige denne type special enhed før, så har vi ofte været i krig med en gruppe unge soldater. Alligevel fungerer The Hurt Locker, fordi dens fokus er så intenst. Det er kun tre fyre vi følger, that's it. Filmen er ikke interesseret i de andre soldater, eller i krigen, eller baggrunden for krigen, det er de soldater, der må sættes deres liv på spil, den er betaget af. Det er en fascination man ikke kan undgå at blive revet med af.

På en måde er krig altid såre simpel - dræb dine fjender, beskyt dine venner - men denne film har fundet en endnu mere simpel indgang til emnet...

Klip den røde ledning, eller den blå.