Big-O

Anmeldelse: Precious

af David Bjerre

Life sucks, then you get cancer, then your dog dies, your wife leaves you, the cancer goes into remission, you get a new dog, you get remarried, you owe ten million dollars in medical bills, but you work hard for thirty-five years and you pay it back, and then you have a massive stroke, your whole right side is paralyzed, you have to limp along the streets and speak out of the left side of your mouth and drool, but you go into rehabilitation and regain the power to walk and the power to talk, and then you step off a curb at Sixty-seventh Street, and BANG you get hit by a city bus and then you die. Maybe.
- Dennis Leary

Ovenstående paragraf beskriver meget godt følelsen af at se Precious. En film, der starter mørk og bare bliver mørkere undervejs. Selv når historien byder på solstråler - og det gør den af og til - finder filmen alligevel tid til at slå seeren i hovedet med en skovl i samme sekund vi vover at tro på en bedre verden.

Precious er 16 år. Hun kan hverken læse eller skrive. Hun er massivt overvægtig. Og så er hun gradvid med sit andet barn. Faderen er hendes egen far. Og hendes mor mishandler hendes fysisk og psykisk. Og hun bliver mobbet i skolen. Og... det er vist det! Indtil videre, men bare rolig, livet skal nok blive værre for den stakkels Precious. Da hun bliver smidt ud af sin skole får hun mulighed for at komme ind i en special skole, der fokuserer på elever med indlæringsproblemer. Her møder hun en helt anden holdning og langsomt begynder hun at lære at læse og skrive. Snart går det op for Precious, at hun måske ikke behøver at leve det usle liv hun hidtil har levet.

Det ville være nemt at feje denne film ind under gulvtæppet, som endnu en "åh, hvor har vi det hårdt i ghettoen"-film, skudt med håndholdt kamera og on location, men så nemt slipper vi ikke. Precious (pigen) er nemlig en drømmer, og når hun drømmer ser vi hendes tanker udspille sig, som farvelade-farvede fantasi sekvenser ala Ally McBeal, eller den den der "Beauty school drop-out"-sekvens fra Grease. Hun ser sig selv synge gospel, stå model og gå til storslåede premierer! Ultra hardcore realisme blander sig således med magisk realisme, hvilket skaber et usædvanligt udtryk. Precious (filmen) er ikke som de andre. Spørgsmålet er så om det virker...

Nej, egentlig ikke.

Problemet er, at hver gang en drømmesekvens begynder, mister filmen sin ægthed. Filmens hensigt er nok at vise os, hvordan Precious stadig kan drømme på trods af hun har det slemt. Men det får faktisk den modsatte effekt. Hendes problemer virker pludselige ikke så alvorlige, netop fordi hun stadig har sine drømme og sin livlige fantasi.

Jeg fandt drømmesekvenserne frustrerende og irrelevante, og jeg følte det som om filmen ikke rigtig stolede på sin historie, og derfor fandt det nødvendigt at understrege Precious' ulykkelige hverdag, ved at sætte den i direkte kontrast til hendes fantasiverden. Men det er selvfølgelig et dilemma: Skal man lave en sædvanlig indie ghetto film og holde fast i den trykkede stemning, eller slå ud med armene, med fare for at miste dét ægte, simple udtryk, der er indie filmenes styrke?

Precious har taget sit valg. Jeg bryder mig ikke om det.

Det er også problematisk, at filmen spiller 110 minutter. Efter et kvarter har vi fanget pointen: Ja, Precious' liv er næsten så slemt, som det overhovedet kan være. Desværre finder filmen det nødvendigt at understrege den pointe i endnu en time før giver hende et strejf af håb. Ja, vi har fanget at hun spiser elendig, fed mad. Ja, vi ved godt hendes mor mishandler hende verbalt. Ja, vi har set hun bliver mobbet. Og når vi så endelig når frem til slutningen viser det sig, at filmen ikke har så forfærdelig meget på hjertet når det kommer til stykket. "Læs dine lektier, så har du en chance. Måske". Jeg savner et mere nuancere portræt af Precious hverdag og hendes kamp for at ændre sit liv.

Monique leverer en ubehagelig præstation, som Precious' mor. Om det er en af årets bedste præstationer vil jeg godt sætte et stort spørgsmålstegn ved, for det er faktisk først i en af filmens sidste scener, hun gør andet end at råbe og skrige. Endnu mere problematisk er Gabourey Sidibe i rollen som Precious. Med fare for at virke anstødende, så er hun så fed, at man simpelthen ofte ikke kan høre, hvad hun siger, men hvad værre er.... Man kan ganske enkelt ikke aflæse hendes følelser i ansigtet. Det gør det somme tider svært at gennemskue Precious' reaktioner, på trods af endeløse drømmescener og voice-over forklaringer. Mariah Carey er til gengæld overraskende behagelig at se på, som en social rådgive, der hjælper Precious. Hun er helt uden makeup og vulgære kjoler. Hun burde faktisk gå au naturel lidt oftere (her menes uden makeup, det andet har vi set) for hun har et skide sødt ansigt. Vigtigst af alt virker hun bare ægte her.

Precious var en meget hård film at sidde igennem. Det er somme tider en god ting. Men ikke altid.