Big-O

Anmeldelse: Up In the Air

af David Bjerre

En gang i mellem ser man en film, der får en til at tage et ekstra kig på sit eget liv. En film, der får en til at genoverveje de valg man har truffet og sætte spørgsmålstegn ved sine prioriteter. En film, der giver tilskueren mere end film burde gøre, der strækker sin hånd ud igennem lærredet og prikker én sigende på skulderen. Og en gang imellem ser man en film, der får alle ANDRE til at reagere sådan, mens man bare sidder måbende tilbage og spekulerer på om man er gået ind i den forkerte biografsal.

Up In the Air falder i sidste kategori for mig.

George Clooney spiller Ryan Bingham. Hans job er simpelt: Han rejser rundt i hele landet og fyrer folk for firmaer, der ikke selv har nosser til at gøre det. Han har ingen familie. Hans lejlighed er næsten tom. Han bruger det meste af sin tid i lufthavne eller på fly. Og han elsker det. En dag hyrer hans firma det unge up-and-coming talent Natalie Keener (Anna Kendrick ), der har fundet på en metode, hvor man kan fyre folk via video-konference! Så behøver man slet ikke rejse hele landet rundt! Hvad skal der dog ske med stakkels Bingham og hans liv on the road?

Up In the Air er en acceptable, men ganske banal film. Historien er meget forudsigelig. Vi er blot 20 minutter inde i filmen før vi kan gennemskue resten af plottet. Alle filmens op- og nedture står relativt tydelige tegnet op og der kommer ikke nogle overraskelser ind fra højre. De "twists", der venter karaktererne kan vi se på lang, lang afstand. Filmen kommer ganske kort til live cirka i midten, når Anna Kendrick får plads til at stråle, men ellers har den ikke meget at byde på.

Clooney er et af filmens store problemer. Han spiller.... fint, men hans bagage er for stor til at kunne magte denne rolle. Vi får at vide, at Bingham er en ensom fyr on the road, men det smørrede grin Clooney hele tiden har på, hans perfekte jakkesæt, og det lille blik han har til alle kvinder han møder på sin vej, vidner mere om en playboy, der er på skovtur i slummen. Det er også lidt et problem, at Bingham bliver præsenteret som filmens hovedperson, for faktisk er dette Natalie Keeners historie. Det er hende, der gennemgår den største forandring, og hver gang historie tager en drejning, er det på grund af hendes handlinger. Det giver filmen en spøjs dynamik.

Filmisk er Up In the Air helt fint skruet sammen, det er selve historien der er problemet. Den er altså en anelse tung i røven. En halv time af plottet står og falder på, at en karakter ikke deler en bestemt information med en anden (undskyld, jeg er så kryptisk, men jeg vil helst ikke spoile noget). Det virker utroværdigt. Andre gange virker selve konstruktionen af historien bare klodset. Hvis Bingham virkelig er den særlig vi får præsenteret, hvorfor holder han så inspirations-fordrag for andre firmaer? Ville en isoleret mand, som ham virkelig gøre det? Kan det være, at denne del af hans liv skal bruges senere i filmen? Måske kunne han stoppe op midt i tale, smide sine bukser og skrige et lettelses skrig på en centralt øjeblik i filmen? (eller noget lignende.)

Jason Reitman har gjort det igen, er der nogle der påstår, med reference til deres kærlighed til Thanks for Smoking. Det er sandt, Reitman har gjort det igen... Skabt en banal, forudsigelig film, der efterlader denne seer med samme mæthedsfornemmelse, som en vakuumpakket fly-måltid.