Big-O

Anmeldelse: Black Swan

af David Bjerre

Der er noget fundamentalt ubehageligt i at se et andet menneske falde fra hinanden. Det kan ryste en helt ind i sjælen, også selvom der "bare" er tale om en karakter i en film. Darren Aronofskys nyeste film følger sådan et forfald, og som sædvanligt er der intet, der kan distrahere ham fra hans grusomme mission. Når den mand sætter sig for at fortælle en historie er der intet der kan holde ham tilbage.

Nina Sayers (Natalie Portman) er danser i et balletkompagni, der skal til at lave en moderne opsætning af Tchaikovskys berømt ballet Svanesøen. Instruktøren Thomas Leroy (Vincent Cassel) er ikke et sekund i tvivl om, at Nina vil kunne danse den uskyldige hvide svanes parti, men kan hun danse som den aggressive, sexede sorte svane? På trods af tvivlen bliver Nina alligevel hyret, med strenge instruktioner om at finde ind til det mørke den sorte svane repræsenterer.

Det bliver startskuddet til en rejse, der langsomt destruerer Nina. Hun bliver paranoid Hendes seksualitet, bliver brat vægget til live. Hun begynder at mistænke, at en af de nye dansere - Lily, spillet af en über-sexet Mila Kunis - forsøger at skubbe hende ud på et sidespor, for at overtage hovedrollen. Og hun begynder at tage stoffer. Samtidigt må Ninas mor (Barbara Hershey), der har opgivet alt for sin datters karriere, se hjælpeløst til, mens den krævende rolle ødelægger hendes lille pige.

Black Swan er ikke en behagelig film. Vi skal se en sårbar, usikker karakter synke dybt ned i vrangforestillinger, mens hendes liv falder fra hinanden. Undervejs bliver Ninas situation værre og værre og hun bliver mere og mere ulykkelig. Der er dog et grundlæggende problem i at fortælle sådan en historie: Vi kan den udenad. Vi har set den mange gange før og vi ved, hvad der venter den stakkels pige (Polanskis Repulsion er den første film jeg tænker på). Der er ikke særlig mange overraskelser i Black Swan, specielt ikke fordi den foregår i et relativt begrænset univers.

Aronofsky skaber dog liv i filmen ved at tage nogle meget aggressive visuelle midler i brug. Han går fra intime dansescener filmen med håndholdt kamera og sovset ind i svulstig klassisk musik, til vild en aften i byen med bragende techno, der ender i lesbiske sexscener, til mareridtsagtige body-horror sekvenser! Derfor bliver Black Swan i sagens natur også en smule opskruet undervejs. Det, kombineret med balletdans og balletsnak, gør filmen en anelse anstrengende undervejs. Et andet problem (for mig) er, at jeg intet ved om ballet. Jeg aner ikke om der bliver danset perfekt eller ej! Men det er en mindre detalje...

Til sidste skal Natalia Portman skal dog have ros for sin præstation. Der er nogle, der siger, at hun ikke er en særlig god danser. Who cares? Det vigtig her er, at hun sælger sin karakters forfald. Og DET gør hun! Der sker simpelthen så meget i hendes ansigt, det er virkelig betagende at kigge på.

Black Swan er på mange måder en udfordrende film, der vil skræmme og frastøde lige så mange som den vil fascinere. Mit problem med den er, at historien i bund og grund er skrigende banal, og når alt kommer til alt er det stadig bare en film om balletdans!