Big-O

Anmeldelse: Dogtooth

af David Bjerre

I et ekstremt tilfælde af "jo mindre du ved, jo bedre" så skal jeg prøve at fortælle så lidt om denne film, som muligt.

Historien, kort: En græsk familie bor langt væk fra byen på en stor indhegnet grund. Far, mor, 2 døtre og en søn. Alle børnene er i slutningen teenage-årene, hvis ikke oven i købet i starten af 20erne. Og de har aldrig nogensinde været uden for grunden. De er vokset op i helt en helt kunstig, fiktiv verden skabt af deres forældre, uden påvirkning fra omverdenen. Alt hvad de har lært, har de lært af forældrene. De har deres helt egne ord. De har lært at katte er livsfarlige. De tror man dør, hvis man rør jorden uden for og at de fly, der flyver hen over himlen er ganske små, og at de somme tider falder ned i baghaven.

Hvorfor lever familien sådan? Hvad har det gjort ved børnene udvikling? Kan denne illusion blive ved med at bestå?

Dogtooth er en absolut fascinerende, dybt frastødende, grænseoverskridende film. Jeg følte mig nærmest hensat til et avanceret science fiction univers. Alt er fremmed og underligt her. Hver ny dag, hver ny scene, bringer flere afsløringer om familiens liv på banen, mens ovenstående spørgsmål presser sig stadig mere aggressivt på. Hvor langt denne illusion strækker sig skal ikke afsløres her.

På det visuelle plan er filmen også meget usædvanlig. Den er pakket ind i en stiv, kontrastløs stil, der bare gør oplevelsen endnu mere fremmed. Hovedparten af filmen er skudt i statiske, fastlåste billeder, der ofte er besynderligt beskåret. Somme tider mangler toppen af skuespillernes hoveder, for eksempel. Andre gange ser vi kun en ene part i en samtale mellem to personer. Helt ærligt, så burde jeg hade denne her stil som pesten, men på en eller anden måde virker den helt naturlig, set i lyset af den meget unaturlige historie filmen vil fortælle.

Dogtooth er en meget anderledes film. Det er en helt usædvanlig filmoplevelse. Hermed ikke sagt, at det er en behagelig oplevelse.