Big-O

Anmeldelse: The Kids Are All Right

af David Bjerre

Lisa Cholodenko (der lavede den uimponerende Laurel Canyon) fortæller her historien om det lesbiske par Jules (Julianne Moore) og Nic (Annette Bening), deres to børn Joni (Mia Wasikowska) og Laser (Josh Hutcherson), og børnenes far, sæd-donoren Paul (Mark Ruffalo). Jules og Nics forhold er begyndt at knage lidt efter mange år sammen, så da børnene beslutter sig for at kontakte deres biologiske far og på det nærmeste inviterer ham ind i familien, så bryder dramaet ud i lys lue.

Jeg må indrømme, at den Oscar Buzz, der tidligt begyndt at vise sig omkring The Kids Are All Right og den generelt gode modtagelse filmen har fået over alt, fik mig til at tro, at der her var tale om et værk af en vis kaliber. En film med vægt, måske oven i købet et budskab.

Hvad jeg ikke havde forventet var en banal, lunken film, der skøjter overfladisk henover et hvilket som helst emne den kommer i nærheden af. En film, der reducerer en kompleks historie om følelser og parforhold til et bumper sticker slogan: "Hvis vi bare elsker hinanden og accepterer hinandens fejl, så skal det nok gå alt sammen." Det viser sig desværre at The Kids Are All Right er lagt fra klassisk velskrevet indie drama og tættere på klassiske Beverly Hills 90210 tema episode (i denne uge møder Brenda en "gay" og må overveje om det er okay at være anderledes). Jeg er faktisk chokeret over den svage, forudsigelige række af scener filmen præsenterer os for. Jeg er chokkeret over, hvor ufarlig og konfliktsky filmen er og hvor pæn og stueren den er, når den endelig får fat i noget reelt drama. Den ene nuancerede konflikt efter den anden løses pludselig med et lille trylleslag og får en fin lille sløjfe på.

Ydermere er filmen plaget af, at den ikke rigtig ved præcis hvilken historie den vil fortælle, eller rettere hvilken persons historie den vil fortælle, for der er ikke rigtig nogen hovedperson i filmen. Joni er katalysatoren til at bringe Paul ind i historien, og filmen er delvist bygget op omkring hendes sidste dage hjemme før hun skal på college, men samtidigt er det Jules, der driver værket, for det er hendes handlinger der skubber filmen fremad hele tiden, og hun er den der har flest scener. Til gengæld virker det ofte, som om Lisa Cholodenko selv tror hun "bare" laver en film om et lesbisk forhold.

Og for det ikke skal være løgn, så var jeg heller ikke imponeret af skuespillerne. Annette Bening er fuldstændig ucharmerende og underlige fraværende det meste af filmen. Julianne Moore er okay, men har valgt en besynderlig manisk spillestil. Sådan plejer hun da ikke at være? De to børn er ret ligegyldige, specielt Mia Wasikowska, der endnu en gang viser, at hun har svært ved at bryde ud af sit "uengagerede teenager"-look. Hun havde samme ansigtsudtryk på i HELE Alice in Wonderland, og det virkede heller ikke der.

Det efterlader kun Mark Ruffalo. Han bliver stadig forrådt af et manuskript, der vandrer hvileløst rundt på de evige klichéers marker, men han er så karismatisk, at han alligevel gør et indtryk. Jeg ville ønske jeg kunne sige det sammen om filmen.

Der er for meget vanilje i verden til at tolerere en ligegyldighed som denne.