Big-O

Instruktør
  • Sacha Gervasi
Skuespillere
  • Anthony Hopkins
  • Helen Mirren
  • Scarlett Johansson
  • Michael Wincott
  • Jessica Biel
Distributør
  • Fox Searchlight

Anmeldelse: Hitchcock

af David Bjerre

Dette er historien om produktionen af Psycho, der endte med at blive Alfred Hitchcocks største succes. Der var dog masser af problemer undervejs, ikke mindst på grund af Hitchcocks fascination af sine blonde hovedrolle skuespillerinder og hans skuffelse over ikke at blive taget alvorligt af sine kollegaer. Hans allestedsnærværende kone Alma begynder oven i købet at udforske et samarbejde med en anden forfatter (til Hitchcocks store frustration) og Psycho giver også problemer hos pengemændene og censuren. Denne film forsøger at give et bud på, hvordan det alligevel lykkedes Hitchcock at skabe sin mest berømte film.

Allerede fra starten bliver det klart, at man ikke skal tage Hitchcock særlig alvorligt. Det er en film med et stort glimt i øjet. Hitchcock selv dukker op i billedet i starten, med en kaffekop i hånden og fortæller os om det vi nu skal se, præcist som han gjorde i sin TV-serie, Alfred Hitchcock Presents.

Det her er med andre ord ikke den ultimative Hollywood fortælling. Det her er en gavtyv af en film. Hitchcock kaster sig veloplagt rundt i alle de velkendte historier og fremstår ofte som en lille bølle, der smider et kanonslag ind i en postkasse og løber væk. Er det hele sandt? Næppe. Gør det noget? Ikke spor. Man er aldrig i tvivl om, at dette ikke er en dokumentar. Filmen smører så tykt på, at det slet ikke bliver et problem.

Anthony Hopkins spiller den ikoniske instruktør, med fat-suit på og lag af makeup i ansigtet. Han ligner ikke en kopi af Hitchcock og han opfører sig heller ikke præcist som instruktøren. Det er helt i orden. Anthony Hopkins fanger essencen af manden og giver sit helt eget bud på karakteren. Han er fantastisk veloplagt! Hopkins svælger i excentricitet og han nyder tydeligvis at befinde sig Hitchcocks besynderlige krop. Jeg var temmelig skeptisk overfor Hopkins og hans udseende, men alle forbehold forsvandt lynhurtigt da filmen først gik igang. Det er en af hans bedste præstationer i nyere tid.

Hitchcock er en vanvittig charmerende og skør film, uden skam i livet. Tag for eksempel scene, hvor vi første gang møder Janet Leigh. Hun bliver introduceret af med et stort dejligt billede af Scarlett Johanssons velformede bagdel. Jamen, det er da ikke til at stå for.

Nomineringer

Tilbage til 2012 oversigten
Tilbage til forsiden