Big-O

Anmeldelse: The Hobbit - An Unexpected Journey

af David Bjerre

Denne tur tilbage til Middle-earth var uundgåelig. Efter succesen med Lord of the Rings trilogien var der ingen vej uden om. The Hobbit skulle bare filmatiseres, om vi så havde brug for det eller ej. Glem at de 12 timers Lord of the Rings vi allerede har er mere end rigeligt i det univers (specielt hvis man ser dem i træk, skulle jeg hilse at sige) og glem at The Hobbit bogen i virkeligheden er en ret tam børnehistorie. Den SKULLE bare filmatiseres. Det havde været een ting, hvis den oprindelige instruktør Guillermo del Toro havde påtaget sig opgaven, så havde vi måske fået nogle friske ideer og et anderledes look på banen, men sådan skulle det ikke være. I stedet får vi mere af Peter Jacksons vision. Meget mere, for naturligvis skal den lille tynde bog pumpes op til tre film...

Første del af den nye trilogi, The Hobbit: An Unexpected Journey, introducerer os til en ung Bilbo Baggins. Den sender ham afsted på eventyr sammen med 13 anstrengende dværge. De vil gerne have deres gamle borg tilbage, der for mange år siden blev stjålet af en drage. De får også selskab af troldmanden Gandalf - det er ham der stort set aldrig bruger trolddom til at redde dem når de kommer i problemer - de møder nogle elvere, bliver næsten spist af trolde og det er mere eller mindre det.

Det meste af historien (i hvert fald de to første timer) er fyld. Langtrukne scener, hvor det virker som om skuespillerne er blevet bedt om at sige deres replikker ekstra langsomt, så filmen kan nå op på en 3 timers spilletid. Hver eneste scene føles som noget, der under normale omstændigheder ville være klippet ud af en film, eller i hvert fald reduceret til essensen.

Rejsen er knap så interessant, men selskabet er acceptabelt. Selvom Martin Freeman er næsten perfekt castet som Bilbo, bliver vi dog aldrig rigtig knyttet til ham som hovedperson, fordi han ganske enkelt ikke har så meget at lave i historien - det bliver bedre henimod slutningen. Dværgene var det jeg havde frygtet mest i filmen, men de var faktisk ikke nær så irriterende, som de så ud til i traileren. Deres leder, Thorin (Richard Armitage), vil jeg faktisk strække mig til at kalde decideret god. Hermed ikke sagt, at jeg på nogen måde nød opvaskesangen, det skal lige understreges!

Efter at have trådt vande i 2 timer begynder The Hobbit: An Unexpected Journey at virke en lille smule. Den bliver aldrig andet end et opkog af Lord of the Rings trilogien, men når Gollum dukker op igen, når vores højdeudfordrede helte havner hos troldekongen og når de har (denne films) sidste afgørende kamp mod den ellers kedelige skurk, så får filmen en snert af den gamle magi tilbage. Jeg vil faktisk gå så langt, som til at sige, at slutningen er lidt rørende. Den sidste halve time gav mig rent faktisk lyst til at se den næste film! Måske har Gandalf alligevel tryllet en smule?

TEKNIK

The Hobbit er skudt på digital video, i 3D, med 48 billeder per sekund (fps).

3D effekten har aldrig imponeret mig. Den distraherer mere end den hjælper. Når den virker bedst glemmer man den er der, og så kan man jo sige pointen går lidt tabt.

Peter Jacksons håndholdte lad-mig-kaste-kameraet-rundt still er ikke egnet til 3D og det burde han vide. Hver gang han går amok i en vild kamp eller en jagt gennem skoven bliver billedet til mudder og man må pænt vente til det er overstået for at kunne registrere noget igen. Det er lidt ironisk at det bedste 3D øjeblik er filmens mest simple effekt: Warner Brothers logoet, der bliver forvandet til New Line logoet.

Det digitale 48 fps look imponerer heller ikke. Det bliver somme tider kaldt hyper-real af folk, der ikke har ordforrådet til at snakke om den slags. Sandheden er, at det ser enormt falsk ud. Det får billedet til at ligne billig video, om man så vil henvise til spanske telenoveller eller engelske TV-film er sådan set ligemeget, det ligner video. Og det er ikke pænt. Den høje framerate (suk, alle de ord jeg nu skal forklare min mor) har en sjov bivirkning: Hver gang der er hurtige bevægelser i billedet, ser det ud som om nogen har ramt spoleknappen ved en fejl. Spøjst.

Teknikken er også blevet kritiseret for at få kulisser og makeup til at se falske ud, men det generede mig nu ikke. Computer-effekterne har heller ikke taget specielt skade af det nye video format, de er på højde med de forrige film.

KONKLUSION

The Hobbit: An Unexpected Journey er mere af det samme, bare lidt grimmere. Den er på ingen måde en katastrofe, vi er slet ikke i nærheden af Peter Jacksons 2005 King Kong remake, heldigvis da. Filmen kan bedst beskrives som en uvelkommen gæst, som man ikke rigtig gider se, der æder én ud af huset, men alligevel tager opvasken og ryder op efter sig når det hele er overstået.