Big-O

Anmeldelse: Les Misérables

af David Bjerre

Les Misérables er baseret på en meget berømt bog og en meget berømt musical. Jeg har præsteret at undgå begge dele, så det her er min første eksponering til historien om fangen Jean Valjean, der forsøger at starte på en frisk, men som bliver nådesløst jaget af politimanden Javert.

Filmen er instrueret af Tom Hooper, der lavede The King's Speech, og alle skuespillerne synger selv, LIVE mens filmen blev optaget. Det er meget imponerende. Desværre er filmen forfærdelig. Nej, det er for blidt et ord. Den er afskyelig. Grusom og modbydelig. En voldtægt på alle sanser, der er så grotesk dårligt, at det næsten ikke er til at tro.

Jeg vil godt erkende, der er lille mulighed for at filmen her bare ikke er noget for mig og det er jo fair nok. Jeg er generelt ikke til musicals, specielt ikke når alt dialog synges. Og ikke rimer.

Den visuelle stil er ligeledes frustrerende. Hooper har, ligesom med The King's Speech, filmet det meste af filmen med vidvinkeloptik, hvilket er forbudt. Det får filmen til at ligne et satire program, eller en hjemmevideo. Han filmer også det meste af filmen med sjusket håndholdt kamera, hvilket også er forbudt. Specielt i en periode film, fordi stilen får filmen til at se moderne ud. Og så er Les Misérables oven i købet rodet klippet sammen. I de store kaotiske kampscener, virker det ofte som om klippene er smidt ind i tilfældig rækkefølge, uden nogen tydelig logik eller sammenhænge fra ét skud til det næste. Måske er det derfor historien også virker som noget rod, der springer fra en sang til den næste uden nogen fornemmelse for rytme.

Som sagt har jeg ikke stiftet bekendtskab med denne musical før. Jeg troede den var fuld af sange, der ville blive øjeblikkelige ørehængere, men nej. Sangene er FORFÆRDELIGE. Helt ubeskriveligt ringe på ethvert tænkeligt plan, og de bliver sunget lige så forfærdeligt. Russell Crowe har fået en del kritik for sine evner - det skal jeg ikke udtale mig nærmere om - men ALLE sangerne lyder forfærdelige. HELE tiden!

Lad os se, hvad er der ellers? Nå ja, spilletiden på 157 minutter - waterboarding må være den rene ferie ved siden af - sviende utroværdig teater makeup og kvalmende komedie sekvenser med Helena Bonham Carter og Ali G, der vælter rundt som om de hører til en anden film (der er lige så dårlig). Det er svært at forestille sig at filmåret 2013 vil kunne bringe en ringere filmoplevelse.

Les Misérables er koncentreret ondskab. Den må bekæmpes med alle tænkelige midler. Det er tid til at gå på barrikaderne. Og der bliver INGEN skod-sange i denne revolution.