Big-O

Anmeldelse: Wreck-It Ralph

af Dennis Rosenfeld

Historien i Wreck-It Ralph er på papiret såre simpel. Ralph er skurken i et gammelt arkadespil. Hans eneste job er at ødelægge huse som Felix, spillets helt, så kan reparere. Ralph er dog træt af altid at være skurk. Han bliver holdt udenfor af de andre karakterer i spillet og han får aldrig en medalje. Han vil ikke tage til takke med sin rolle i spillet og beslutter sig for at få en medalje og bevise at han godt kan være en helt. Undervejs støder han på pigen Vanellope som er en outsider der drømmer om at blive accepteret af de andre karakterer i hendes spil.

Wreck-It Ralph er en slags coming-of-age fortælling med hvad der ligner en voksen mand. Det er historien om at acceptere hvem man er, og få det bedste ud af de kort som livet har tildelt en. Ralph er rigtig nok skurken i spillet, men derfor kan han godt have en kerne af godhed alligevel. Da han må slå pjalterne sammen med Vanellope ser vi for alvor hans gode side, og ønsket om at hjælpe andre.

John C. Reilly lægger stemme til Ralph og det gør han fremragende. Han får med sin stemme tydeliggjort den frustration som Ralph føler ved sin plads i livet, og samtidig er der en uskyld og godhed i hans stemme som gør at Ralph bliver en levende karakter. Sarah Silverman som Vanellope er også fremragende, hun går fra vanvittig provokerende og øretæveindbydende til elskelige, sårbar og helt fantastisk nuttet.

Dette er jo ikke første gang at Disney leger med at computerspil og programmer har liv. De to Tron film er en art forløbere for denne film. Her er det dog kun de kunstige intelligenser som er på spil, og mennesker optræder udelukkende som brugere af arkademaskinerne.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg har spillet computerspil siden jeg var en 3-4 år og har spillet langt de fleste af de spil som optræder i filmen. Min største frygt var at filmen ikke ville give mening eller være interessant for folk som ikke er gamere. Den frygt blev dog hurtigt gjort til skamme. Figurerne er så tydelige arketyper og historien har så godt et momentum at man sagtens kan nyde filmen for den. Alle spil referencerne er bare et ekstra lag som man som gamer kan nyde, grine af og nikke genkendende til.

På mange måder er denne film et kærlighedsbrev til en svunden tid. Til en verden hvor man samledes i arkadehallerne og så sine lommepenge forsvinde i ens favoritmaskiner. Hvor man prøvede at slå hinandens High Score, og hvor intet var større end at se ens rekord være ubesejret i flere dage. Det er denne tid som filmen formår at hylde på fornemmeste vis.

Denne film er også beviset på at Disney stadig kan, og at det ikke kun er Pixar som kan levere varen. Jeg er normalt stor tilhænger af de håndtegnede film fra Disney, men dette er det perfekte eksempel på en film hvor historien retfærdiggør at filmen er CGI, og slet ikke ville fungere som traditionel animation.

Wreck-It Ralph har været undervejs siden 1980'erne, men den har været ventetiden værd. Den kunne nemt have endt som den lille 8-bits arkademaskine som står hengemt i hjørnet, men heldigvis er den blevet som den maskine enhver arkadehal med respekt for sig selv har stående på en af de bedste pladser.