Big-O

Anmeldelse: Zero Dark Thirty

af David Bjerre

Det er ikke ofte at de amerikanske efterretningstjenster i fuld offentlighed kan sætte en streg i succes-kolononen, så når der endeligt er noget godt at fortælle, så skal det fandeme også fortælles. Det kan nærmest ikke gå hurtigt nok. Sandheden er dog, at selvom jagten på Osama Bin Laden kulminerede i et risikable natteoperation bag fjendens linier, så lå der 10 års inkompetent efterretningsarbejde bag. Det, mere end noget andet, er det Zero Dark Thirty handler om.

Filmen lægger hårdt ud med adskillige tortur-scener, der er blevet meget kontroversielle og har chokeret - men naturligvis mest i USA. Derefter springer filmen formålsløst rundt fra den ene super-hemmelige facilitet til den anden, ofte uden forklaringer. Resultatet bliver en lang række af forhørs-scener, hvor arabere vi ikke kender bliver udspurgt om andre arabere vi heller ikke kender, kun afbrudt af datoer - der langsomt bevæger sig mod den skæbnesvangre nat. Meget langsomt. Efterforskningen går faktisk helt i stå. Man kan spørger sig selv: Er det her måske bare en historie, der ikke egner sig til film? Burde man have nøjes med en TV dokumentar?

Zero Dark Thirty er en underlig upersonlig og kold film. Vores heltinde, Maya (Jessica Chastain), kæmper hårdt for at finde Bin Laden. Det er bare ikke rigtig tydeligt hvorfor, ligeså lidt som det er tydeligt, hvorfor alle andre mister interessen for jagten. Jessica Chastain har fået stor ros for rollen som Maya. Det er uforståeligt. Hun er næsten lige så ligegyldig som filmen. Maya er en problematisk karakter, fordi hun ofte bare står i et kontor og kigger på nogle overvågnings billeder, mens andre må klare opgaverne. Det resulterer også i, at hun forsvinder ud af historien de sidste tre kvarter, for hun er naturligvis ikke direkte involveret i det afgørende angreb.

Overraskende nok er selve angrebet på Bin Ladens skjulested temmelig uimponerende. Der er spændning i luften, når sekvensen starter, men det løber ud i sandet, fordi angrebet er så langtrukket og underligt banalt. Jeg er ret sikker på jeg har set bedre og mere spændende versioner i halvdelen af Steven Seagals film. Sekvensen er også plaget af en nagende mistanke om, at vi på ingen måde kender hele sandheden og måske i virkeligheden bare er ofre for en veltilrettelagt vildlednings-manøvre. Hermed ikke sagt at Bin Laden har været død i årevis, eller måske slet ikke er død, nej der er mere tale om en generel tvivl over for det konkrete handlingsforløb. En tvivl, der strækker sig til hele filmen. Jeg nægter at tro på, at det her er et realistisk billede af hvad der foregik bag kulisserne. Jeg køber den simpelthen ikke.

Instruktøren Kathryn Bigelow virkede som det åbenlyse valg til Zero Dark Thirty, efter hendes succes med The Hurt Lucker. Jeg var aldrig rigtig imponeret over The Hurt Lucker - det var en udemærket film, men den havde meget lidt på hjertet. Alt taler for at Zero Dark Thirty burde have mere gods i sig, men den modsatte er faktisk tilfældet. Historien er lige så svag, men oven i det er den ofte mindre troværdig og så er filmen alt, alt, alt for lang.

Lav nu bare Blue Steel II i stedet, Bigelow.