Big-O

Anmeldelse: The Grandmaster

af David Bjerre

The Grandmaster skulle efter sigende handle om Ip Man, Bruce Lees lærermester, og om hvordan han blev super cool og den slags. Det skulle være historien om Østens store kampsportsgrene og de mænd, der stod bag.

Desværre føles filmen mest som et uinspireret og uengageret referat af en 24 timer lang TV-serie. Ved hjælp af voiceovers og tekst forklaringer, bliver vi hastigt ledt igennem Ip Mans liv, og resultatet er en smule mere interessant end at se andre folk spille computerspil.

Tilfældige personer, vi ikke kender, postulerer et eller andet om noget kung fu, så er der en kamp, så får vi en montage med voiceover, og så går vi videre til næste ligegyldige omgang sort snak. Og sådan kan man få Anden verdenskrig overstået på et minut eller to.

Ip Man, med et permanent selvfedt smil smørret ud over ansigtet, er blot en glorificeret stuntmand. Karakteren er ikke-eksisterende, og hans historie bliver afviklet med en Wikipedia sides energi. Han mister faktisk to børn undervejs, men det kan nemt fortælles i Anden verdenskrig montagen! Vi har ikke tid til at dvæle ved den slags bagateller her.

Den eneste scene, der hæver sig over denne ligegyldighedernes sump er dén, hvor Ip Man bliver bedt om at knække en kage i en kamp mod en stormester. Jeg vil ikke spoile den her, men det er vanvittigt morsomt. Ufrivilligt, naturligvis.

Den visuelle side af The Grandmaster er også stærkt tvivlsom. Kampscenerne er kedelige og alt for ens. De burde jo være et studie i præcision, men de er for rodede, for tegneserie-agtige, og der skal mere end et par poetiske slow-motion skud til at råde bod på dét. Filmens billeder fremstår digitalt manipulerede og uægte, og den konstante brug af step-printing slow-motion er grænseløst irriterende.

365 dages optagelser og 1 million fod film, og det her var resultatet? Giv mig en direct-to-video Steven Seagal film i stedet. Ja, det må gerne være en af dem fra hans overvægtige periode.