Big-O

Instruktør
  • Alfonso Cuarón
Skuespillere
  • Sandra Bullock
  • George Clooney
  • Ed Harris
  • Orto Ignatiussen
  • Phaldut Sharma
Distributør
  • Warner Bros.

Anmeldelse: Gravity

af David Bjerre

I happened to glance out of one of the still-clear windows just at the moment the earth appeared over the lunar horizon. It was the most beautiful, heart-catching sight of my life, one that sent a torrent of nostalgia, of sheer homesickness, surging through me. It was the only thing in space that had any color to it. Everything else was either black or white, but not the earth.
- Frank Borman, Apollo 8 Commander

Gravity er en film om Sandra Bullcok, der er strandet i rummet. Det er svært at sige mere om plottet, for det ER hele plottet.

Filmen kommer til os med så mange roser og flotte ord, at det nærmest virker som om det bliver den første film, der tager både bedste film Oscaren og Nobels fredspris. Det er nok på tide at få hevet Gravity ned på jorden igen.

Gravity er en blærerøvs film. Et teknisk stunt. En se-hvad-vi-kan film. Og den er det man på amerikanske filmplakater ville kalde et 'non-stop thrill ride'. Instruktøren Alfonso Cuarón, der lavede den bedste Harry Potter film, dystopien Children of Men (2006) og den fremragende Great Expectations (1998), er kendt for sine lange skud, men her går han nærmest helt amok. På en god måde altså. Hele det første kvarter (plus/minus) af filmen er eet langt skud, helt uden klip. Hovedparten af de resterende scener udspiller sig på samme måde. Kameraet suser rundt i rummet, forbi solfangere, ind i rumstationer, ja somme tider helt ind i hjelmen på astronauterne. Helt uden klip! Folk med tendens til søsyge skal passe på i starten!

Gravity er een lang actionsekvens, der kun i få øjeblikke slipper speederen, for så blot at trampe den endnu hårdere i bund kort tid efter. Dramaet er intenst fra start til slut. Krise efter krise bliver kastet i hovedet på den stakkels Sandra Bullock, der fremstår som verdens mest uheldige astronaut. Det er fantastisk at se på! Fascinerende fra start til slut! Men dybt, det er det ikke.

Der er ganske enkelt ingen kompleksitet i Gravitys historie, ingen store tanker, intet man kan diskutere, når man forlader biografen, andet end den imponerende teknik. Det er helt okay, men det gør altså ikke filmen til et af den slags værker, der brænder sig ind i sjælen.

Følelsen af spænding er tyk, men der er ikke så mange andre følelser i filmen. Jeg kan ikke lade være med at tænke på en film som The Abyss (1989) og scenen, hvor to af karaktererne strander i en ubåd og skal kæmpe sig tilbage til undervands-boreplatformen. Bare den ene sekvens rummer mange flere følelser og nuancer end hele Gravity.

Gravity foregår nærmest i et følelsesmæssigt vakuum (sjovt nok). Der er bare Sandra, og hun vil ikke dø i rummet. Okay, det er lidt groft sagt, filmen giver hende en anelse mere at arbejde med, men ikke forfærdelig meget mere. Hvis Gravity skal have Oscar for bedste film, manuskript, eller skuespil, så skulle der som minimum også været faldet et par nomineringer af til Dredd (2012). Men den var åbenbart ikke fin nok.

Det arbejde, der er lagt i de tekniske aspekter i Gravity kan der dog ikke stilles spørgsmål ved. Det er vanvittigt imponerende. Selv kynikere som jeg vil få svært ved ikke at glemme, at der i virkeligheden kun er tale om en computer-animeret tegnefilm. Det hele føles så virkeligt! Alt bevæger sig rigtig, alt ser rigtigt ud! Der er en fantastisk fornemmelse af stoflighed og en uhyggelig detaljegrad i billederne. Avatar (2009) fik et par eksotiske planter til at se OK ud og tillykke med det, men Gravity er på et helt andet plan. Efter sigende (Kilde: Mike Seymour, FX Guide) fyldte Gravitys computereffekter cirka 20% mere end Avatars. På trods af, at filmen er halvt så lang og foregår hovedsageligt i det tomme rum. Det siger en del om hvor omhyggelige effekt-folkene har været.

Takket være den imponerende computer-animation står det brændende klart, hvor besværligt livet i rummet er og hvor tæt på døden en astronaut i virkeligheden befinder sig, selv på en god dag. Det er den følelse, der er Gravitys store triumf.

Jeg er overrasket, men glad, over at et bredt publikum har tager en fuldblods science-fiction film af denne type til sig, men jeg ville ønske den ikke var blevet hevet op på så højt et plan. Gravity er en imponerende total oplevelse for alle sanserne. Den er bragende flot, usigelig spændende og godt håndværk. Og det er det. Alt andet lige en ubetydelig blå klat i det store sort/hvide film univers. Men meget, meget imponerende når man ser den tæt på.

Tilbage til 2013 oversigten
Tilbage til forsiden