Big-O

Anmeldelse: Prisoners

af David Bjerre

To familier bliver ramt af en af de værste kriser man kan forestille sig: Deres børn forsvinder. Under en Thanksgiving middag mellem Dover og Birch familierne er deres to små døtre pludselig ingen steder at finde. Er der sket dem noget? Er de løbet væk hjemmefra? Eller endnu værre: Er de blevet taget?

Sidstnævnte mulighed viser sig hurtigt at være det mest sandsynlige, og en mistænkt melder sig hurtigt på banen. Mens den lokale politimand, Loki (Jake Gyllenhaal), forsøger at samle beviser og stykke en konkret sag sammen går dagene, og der er stadig ingen spor af de to piger. Snart bliver det for meget for Dover familiens far (Hugh Jackman), så han tager sagen i egen hånd.

I mesterværket Heat fik Michael Mann forvandlet et generisk TV plot til en nærmest episk storfilm, der nemt kunne retfærdiggøre den 3 timer lange spilletid. Det er lidt det samme instruktøren Denis Villeneuve (den Oscar nominerede Incendies) præsterer her. Vi har set lignende ugens-psykopat plot afviklet på 40 minutter i utallige krimiserier, men i Prisoners, med sin stjernebesatte rolleliste og 2,5 times spilletid, bliver dramaet fokuseret og hævet op på et exceptionelt plan, der er fjernt fra føromtalte TV banaliteter. En tålmodig fortællestil - til tider nærmest nådesløs og kold - kombineret med intense præstationer fra Jackman og Gyllenhaal, samt knivskarpe, stemningsfulde billeder fra Roger Deakins, er med til at gøre filmen helt speciel.

Prisoners er en solid krimi fuld af nervepirrende situationer, men samtidigt har den et intenst fokus på det moralske dilemma, der opstår når en far vil gøre alt for at finde sit barn. Imens man sidder og bider negle kan man så stille sig selv to spørgsmål: Hvor langt vil denne her film egentlig gå? Og hvor ond bliver den undervejs?