af David Bjerre
Det virker ikke som om, der er så mange, der stadig proklamerer, at Martin Scorsese er verdens bedste nulevende instruktør. Med god grund. Han har altid været ujævn, men titlen har nok hængt ved ham fordi han alligevel lavede interessante film. Det er nok de færreste, der vil kalde Scorseses output i de sidste par år interessant. Jo, han har da skruet nogle film sammen, og nogle af dem var ikke forfærdelig, men det er over 20 år siden han lavede sit sidste mesterværk og ørkenvandringen er begyndt at tære på hans renomme.
Enter The Wolf of Wall Street.
Umiddelbart lyder filmen som en glimrende chance for Scorsese til at flekse sine filmiske muskler, omend med materiale, der er rimelig velkendt. Og det er Wolfs første store problem. Den specifikke historie om Jordan Belfort, en ussel sidegadevekselerer, der fik bygget et kæmpe firma op, som naturligvis endte med at styrte i grus, har måske ikke været fortalt før, men vi kender typen. Vi kender også den verden han bevæger sig i. Og vi kender de konsekvenser hans handlinger har. Hvorfor kender vi dem? Fordi vi har set film om det før. Ikke bare én gang, men flere gange. Mellem Wall Street (der dækkede børshajerne i toppen), Boiler Room (der dækkede sidegadevekselerernes metoder) og Margin Call (der beskrev hvad der sker, når det hele falder sammen), så ER vi med på historien. Vi ved hvad der vil ske, vi ved hvorfor det sker og vi ved, hvor galt det kan gå. Og skulle man have misset en eller to af ovennævnte film, så har nyhederne og den daglige dækning af finansverdenens forbrydelser givet os mere end rigelig baggrunds information.
Men The Wolf of Wall Street handler jo også om de vilde udskejelser, stofferne, pigerne og festerne? Jamen, kæreste venner, det har vi da ligeledes set før. Den slags er jo blevet en kliche, som vi nemt kan få etableret med en 30 sekunders montage til et hårdpumpet musiknummer, så vi kan kommer videre i teksten. For slet ikke at tale om selve historien om den unge, håbefulde Jordan, der bliver suget ind i den kriminelle verden og tager turen mod toppen, for derefter at tage turen mod bunden med dobbelt hastighed. Den er jo i grove træk identisk med Henry Hills rejse i Scorseses egen Goodfellas.
Med andre ord, man skal godt nok have en hamrende fascinerende hovedkarakter og nogle skudsikre pointer, for at kaste sig ind i kampen med så mange gentagelser i bagagen. Det har The Wolf of Wall Street bare ikke. På intet tidpunkt reflekterer den over begivenhedernes gang, på intet tidspunkt perspektiverer den Jordans udskejelser eller bevæger sig ud over hans næsetip. Hvad har vi lært i dag? Ikke en skid. Hermed ikke sagt, at en film skal have en stor gylden pointen, indpakket i retfærdighedens glitrende papir, med sandhedens store gyldne sløjfe på. Man kan godt bare fortælle en god røverhistorie. Men som allerede nævnt, så kender vi Wall Street røverihistorien til døde, og denne her version er ikke engang særlig god.
Derudover er The Wolf of Wall Street 1,5 time for lang. Man kunne i det mindste havde fjernet de mange scener, der ikke fører til noget og bare ender blindt. Eller de scener, der bare drejer en gang rundt om sig selv og ender tilbage, hvor vi startede. Og for det ikke skal være løgn, så er The Wolf of Wall Street også kedeligt skudt. Nu siger jeg kedeligt, men det skal forstås i den rigtige ramme. Scorsese er en instruktør, der ofte formår at få billeder og musik, eller lydside, til at gå op i en højere enhed. Han har visuelt flair. Men ikke i Wolf. Her savner jeg konstant noget opfindsomhed. Karaktererne skejer ud og lader alt flyde, men kameraet tør kun af og til gøre det samme. Ret skal være ret, af og til ER der noget visuelt guf i filmen, men alt for ofte sidder man og savner noget sprælskhed. Flere dialogscener består blot af klip frem og tilbage mellem to talende hoveder, mens et møde, hvor der diskuteres dværgekast til en kommende firmafest (!) nærmest skriger på en 360 grader kamera tur. Often (men altså ikke konsekvent) kan den visuelle stil beskrives som decideret kedelig. Hermed ikke sagt at Wolf er håbløs eller amatøragtig, men hvad gør det, at Leo giver den hele armen, når han hænger på en triviel voice-over, der skærer alt ud i pap? Hvad hjælper det, at Matthew McConaughey stjæler filmen, når han kun er med i to scener, mens en nærmest tegneserieagtig Jonah Hill konstant blander sig i historien?
Jeg kan ikke lade være med at slutte af med et tankeeksperiment. Hvad nu hvis Baz Luhrman havde instrueret The Wolf of Wall Street? Hans sprudlende, orgie af visuel opfindsomhed - som det så ud i Romeo + Juliet - er lige præcis dét denne historie har brug for. Så kunne Scorsese have kastet sin kærlighed på The Great Gatsby, der nok mere passer til hans tempo nu om dage. Og så kan det være begge film rent faktisk havde fungeret.