DAVIDBJERRE.DK

Gabriels Ord review: Ved porten til Helvede

af ebbe iversen

Situationen er ikke så lidt overvældende. Gud har mistet interessen for menneskeheden, porten til Helvede står derfor åben, og ærkeenglene er alene på banen (eller hvor de nu er) i kampen for at forsvare det gode mod det onde. Det kan de kun gøre, hvis de får overtalt et menneske til at ofre sig og sige det magiske ord, som igen lukker Helvedes port.

Gabriels Ord poster

Så gigantisk en historie kan naturligvis ikke fortælles i en halvprofessionel dansk novellefilm på sølle 33 minutter, men instruktøren David Bjerre gør det alligevel i »Gabriels Ord«, og det er ikke bare dumdristigt, men også stærkt imponerende.

Selvfølgelig kan man godt se, at filmen ikke er instrueret af Steven Spielberg og ikke har haft et budget på 100 millioner dollar, men med sine beskedne midler og en stor portion vovemod har David Bjerre med »Gabriels Ord« skabt en uhyre ambitiøs kombination af splatterfilm og metafysisk fabel. Nok kan man nemt finde inspirationen til de enkelte effekter i diverse spillefilm - her er sprøjtende blod, engle med vældige vinger og en grum djævel med heftige horn - men at det er lykkedes at få dem til at fungere rimelig overbevisende i en dansk novellefilm, der i øvrigt har Regitze Schartau og Janus Nabil Bakrawi i hovedrollerne, er en ret fantastisk sejr for fantasien.

Gabriels Ord - Arkel is surrounded by flames

»Gabriels Ord« indgår i Det Danske Filminstituts Filmværksteds nye SneakBar-program, der præsenteres i Filmhuset i aften og består af fire film, som alle er seværdige, selv om Frederik Solbergs seks minutter lange »Indefra og ud« blot er en fiks lille vits om en dreng, der er alene hjemme og først bliver låst inde på badeværelset, siden ude af huset.

Til gengæld er Kim Dambeks 25 minutter lange »Thala« en særdeles interessant dokumentarfilm om den hinduistiske danseform kathakali, der dyrkes i delstaten Kerala i det sydlige Indien. Her fanger Kim Dambeks årvågne kamera fascinerende glimt af dagliglivet og lader kathakali-danseren Prakash fortælle filosofisk om dansens rytmer som et universelt kommunikationsmiddel og en vej til at opnå harmoni med kosmos, og dermed bliver »Thala« til en usædvanlig, både eksotisk og spirituel oplevelse.

Endelig bydes på Bo Mikkelsens 22 minutter lange novellefilm »Brændende Kærlighed«, der tager sig ud, som om den kunne være inspireret af Ulrich Seidls kontroversielle østrigske spillefilm »Hundstage«. I en sær og foruroligende form for fiktion forklædt som dokumentarisme - med blandt andre Anne Lindeborgh, Troels II Munk og Asta Esper Andersen på rollelisten - er Bo Mikkelsens film en mosaik af grumme og komiske begivenheder i et udefra set ganske normalt højhus, og resultatet er bizart, satirisk, aggressivt og i høj grad originalt.

Gabriels Ord - Yes, that's a spine

At netop disse fire film præsenteres sammen skyldes udelukkende, at de er blevet færdigproduceret nogenlunde samtidig, men ikke desto mindre er det en usædvanlig fængslende SneakBar, Filmværkstedet indbyder til i denne omgang. Både »Gabriels Ord« og »Brændende Kærlighed« demonstrerer overrumplende talentfuldt, at der arbejdes med dristig kreativitet uden for de etablerede produktionsmiljøer herhjemme, og resultatet er mere underholdende end mange dyre spillefilm.

Original review published on www.berlingske.dk - 6. November 2002.

The images on this page were not part of the original review. All images copyright © 2002 by Last Minute Production / David Bjerre & Jesper N. Christiansen.